8. Plejehjem.

​

I slutningen af 1991, kommer Folmer på aflastningsplads.

Der er kun en lille hage ved det, ifølge Folmer, der forarget

siger, mens han peger imod sit hoved: ”De er meget søde,

med der er nu noget i vejen heroppe.”

Han har ingen fornemmelse af, at de andre måske mener det

samme om ham.

Else har stadig svært ved at forstå, hvorfor Folmer ”snyder”

hende.

Hun synes det er mærkeligt, at han kan finde ud af nogle ting

og ikke finde ud af andre.

Hun vil ikke accepterer, at den mand, der før kunne skrive sange, lave ordspil, tale fransk og være en god modspiller i livlige debatter, nu sidder her som en mand, der ikke engang kan give udtryk for sin egen mening.

 

Hun melder sig nu ind i Altzheimerforeningen med det formål,

at få hjælp til bedre at kunne forstå sin elskede.

​

I juni måned 1992 kommer Folmer på plejehjem. Et

plejehjem, som Folmer selv har valgt, fordi Else synes det er

vigtigt, at han selv har fået lov til at bestemme, hvor han vil

bo. Hun har bare lige glemt, at han nok ikke er helt realistisk.

​

Plejehjemmet er stort!!! ….. Uhyggeligt stort!!!!

​

Folmer elsker at komme i ergoterapien for at male. Men at

være i afdelingen, når ergoterapien er lukket!!! Det vil han

godt nok ikke.

Så derfor går han hjem til Else.

Det er en gåtur på ca. 4 km. hver vej, og med forceringer af 2

stærkt befærdede gader.

Han kommer hjem ca. 3 gange dagligt. Det kan være både

klokken 5 om morgenen og klokken 23 om aftenen. Han er

nemlig ligeglad, for han har ikke forstand på, hvad klokken er.

Problemerne bliver stadigt flere, og hans buskort bliver nu

gentagne gange inddraget. Det gør det fordi, at han ikke kan

finde ud af, hvornår han må køre i bus på sit pensionistkort. ”

De kører jo alligevel,” lyder hans kommentar. Snusfornuft,

men ikke for buschauffører, der skal holde sig til reglementet.

​

Derfor må Else mange gange gå den pinagtige vej ned på

stationen, for at forklare sig og få udleveret buskortet igen.