9. Tyverierne.
Det sker ofte, at Else møder Folmer i supermarkederne rundt
omkring, og så følges de ad.
Else er utryg ved, at hendes mand render rundt, prøver at
påtale det til plejehjemmet, men der er ingen forståelse for det synspunkt.
Én dag går det galt.
Hun møder Folmer i supermarkedet, og de følges ad igennem
forretningen.
Da de skal forlade den, lyder tyverialarmen. Else bliver
pinagtig til mode og skynder sig at sige, at hun altså har betalt
for varerne. Tager alle tingene op af tasken og fremviser
kvitteringen.
Alt er betalt og de får lov til at gå.Igen lyder tyverialarmen.
Nu er stemningen knap så venlig, så Folmer bliver nu bedt om
at tømme sine lommer. Langsomt fyldes båndet med
elastikker, papirstykker og gamle rustne søm. Else føler alle
mennesker nu står og glor direkte på dem.
Så får de lov til at gå, men endnu engang lyder alarmen, og
Folmer bliver nu bedt om også at tømme sine baglommer.
Nu bliver Folmer vred. Tager noget fra et fotografiapparat op af
lommen, kyler det hen over båndet, mens han arrigt hvæser:
”Hvis det skal være på den her måde, gider jeg altså ikke
handle her….det koster jo ikke engang 5 øre.”
Nu bliver sagen alvorlig. Politiet tilkaldes og de gennes ned i
baglokalet. Else prøver fortvivlet at fremstamme: ”Jamen min
mand er syg”; men det er ikke noget der vækker nogen
former for sympati hos butiksbestyreren.
Politiet møder 3 mand høj, og Else fortæller, at hendes mand
ikke er farlig, han er bare dement. Politiet er åbenbart vant til
denne situation. De løser konflikten ved at sige: ”Gå i bare ud
af bagdøren, så ordner vi det her.” Else ringer grædende og fortæller historien.
Vi forsøger at trøste hende med, at det jo ikke er hendes
ansvar længere, men plejehjemmets. Egentlig forstår vi godt,
at en dame på 80 år, synes det er en skrækkelig oplevelse,
og vi er uforstående overfor så lidt medmenneskelighed, som
er blevet udvist her.
Enhver kan jo både se og høre, at manden er syg.
"Det flyder med affald på Folmers værelse på plejehjemmet,
han kommer hjem på alle tidspunkter af døgnet, og han
glemmer at tage overtøj på."
Vi synes efterhånden snart, det kan være nok med alle hendes
brokkerier.
Kan hun ikke forstå, at Folmer er syg, og kan hun ikke bare
lade plejehjemmet tage sig af problemerne inklusive
rengøringen af hans værelse.
Det nærmer sig det groteske, da Else meddeler os, at nu tager
hun Folmers tøj hjem, fordi klædeskabet er fyldt op med
gamle aviser og alverdens ting, som Folmer henter i
cointainerne, når han går hjem fra hende.
Der er ikke plads i klædeskabet , og desuden hænger Folmer
sit snavsede tøj tilbage i skabet, og meget af tøjet forsvinder.
Hun mener heller ikke personalet har forstand på hvilket tøj,
der er til pænt brug, og hvilket der er til hverdag. De roder det
hele sammen i en pærevælling.
Vi prøver at forklare hende, at det jo ikke er noget folk går så
meget op i i dag, og jeg foreslår hende, at hun køber noget
praktisk tøj, der kan vaskes. ”Vil du ha’, at Folmer skal gå
rundt i cowboybukser? Det har han da aldrig gjort.”
Ååååh hvor kan jeg være så dum. Else er dameskræderinde,
og har i sine unge dage haft privat virksomhed med en del
ansatte. Hun har altid hærget om ordentlig kvalitet.
Jeg trækker mine udtalelser tilbage. Jeg kan godt se, at det
bliver svært at ” lære en gammel rotte at danse.”
