5. Diagnosen.
Indflytningen i den nye lejlighed bliver et mareridt. Det viser
sig selvfølgelig, at der ikke er plads til alle møblerne.
Efter heftige diskussioner, lykkes det Else at få Folmer overtalt
til at skille sig af med et kæmpemæssigt skrivebord.
Det viser sig, at sengene kun kan være i soveværelser, hvis de
står på højkant.
Der er småt, trangt og propfyldt i den lille lejlighed.
Selv med afhænding af diverse store møbler, er det svært at
komme rundt i lejligheden uden at støde ind i noget.
NU vil Else på ferie og slappe af sammen med Folmer. Hun
håber en ferie vil kunne bringe ham til fornuft, at han vil blive
sig selv, når han får slappet af.
Turen går til Lanzarote, og det er her Folmer læser om et
nystartet projekt på Rigshospitalet, hvor en neuropsykologisk
overlæge søger personer, der har bestemte
hukommelsesproblemer.
”Tror du ikke, det kunne være noget for mig?” Spørger Folmer.
Else kigger forundret på Folmer: ”Kunne du da tænke dig det?”
Folmer siger uden tøven: ”Ja det kan jeg i hvert fald”.
Da de vender hjem fra ferien, kontakter Else mig for at
fortælle om denne oplevelse. Vi bliver enige om, at det jo ikke
kan skade at finde ud af, hvad pokker der er galt med Folmer,
og han bliver tilmeldt projektet.
For at være helt sikker,spørger den autoritetstro Else egen læge, der imidlertid mener, at det er en dårlig ide. Vred og skuffet over lægens holdning og i ren protest, melder hun Folmer til projektet.
Hun taler med neuropsykologen, der gerne vil lave nogle
forundersøgelser, for at se om Folmer er egnet til netop den
kategori, man vil undersøge.
Det er han. Der bliver lavet en vurdering af hans mentale formåen og foretaget en hjernescanning. Her får Folmer diagnosen
ALTZHEIMERS SYNDROM.
Else virker både bekymret og lettet. Vi får helt klart følelsen
af, at hun tror Folmer kan helbredes. At den endelige
diagnose giver hende et håb om, at hun får sin gamle Folmer
tilbage.
Folmer begynder at gå til taleundervisning i Hellerup.
Undervisningsmaterialet, synes Else, er meget simpelt.
Folmer skal sætte almindelige ord på billederne. F.eks. et billede af en hund, skal medføre at han både siger og skriver hund.
Han får en hel bog med hjem, så han kan arbejde videre med det derhjemme, for taleundervisningen finder sted en gang ugentligt.
Else glor målløst i bogen.
Det kan da umuligt være rigtigt, at hendes Folmer skal beskæftige sig med et sprog, som var han et lille barn. Han har da altid kunne stave og læse. Ja, faktisk har det jo været deres levebrød igennem hele livet.
Hun forstår det ganske simpelt ikke, og når de bliver uvenner kan hun finde på at sige det til ham. Folmer forsvarer sig med, ”at der er i hvert fald ikke noget galt heroppe”, mens han peger på sit hoved.
Jeg gentager igen og igen overfor Else, at hun skal lade være med at sige sådan noget til Folmer, at hun gør ham ondt.
Jeg beder hende om at støtte ham, så han ikke skal lide de nederlag.
Men Else er ligeglad.
Hun forstår med ord, at Folmer har Altzheimers, men hendes forstand vil ikke fatte det. Hun er ude af stand til at give ham den nødvendige støtte og gentager igen og igen, at han er blevet så dum.
Jeg forsøger at skubbe til Else, for at få hende til at melde sig ind i Altzheimersforeningen, så hun kan opnå større forståelse og indsigt. Så hun kan møde andre mennesker og trække på deres erfaringer.
Folmer er glad for taleundervisningen. Han lærer at forklare sine fortidige og nuværende oplevelser ved hjælp af et kort. Det er på den måde stadig muligt at ”føre en samtale” med Folmer.
