10. Apraksien.
Det er forsommeren 1993.
Jeg tager en snak med plejehjemslederen i telefonen, fordi der
er så mange problemstillinger. Vi bliver enige om, at Else ikke
forstår, at Folmer er syg.
”Hun må lære at give slip, og at det nu er vores ansvar – også
når Folmer stjæler i forretningerne,” lyder svaret.
Deri er vi enige.
Det skal dog senere vise sig, at et er teori et andet er praksis.
Jeg spørger, om man ikke kan afse tid til at træne med min
onkel omkring personlig hygiejne og påklædning, så han kan
bevare disse færdigheder længst muligt. ”Joh, det må vi
prøve,” lyder svaret.
Folmer kan nu ikke længere finde ud af at børste tænder og
tage tøj på.
Han kan heller ikke finde ud af det, når Else spørger, om han
vil med i swimmingpoolen. Poolen er en fælles facilitet for
beboerne i ejerlejlighederne og er åben i sommerhalvåret.
Else og Folmer plejer at tage en lang svømmetur hver morgen,
og omklædningen finder sted i de dertil indrettede kabiner.
En morgen, i løbet af sommeren, står Folmer udenfor
brusekabinen. ”Hvordan er det nu vi plejer?” Spørger han
forvirret. ”Det ved du da godt Folmer, du skal gå ind og klæde
om,” lyder svaret. ”Nåh” brummer Folmer og trasker af.
Der går l-a-n-g tid, så dukker Folmer op. HAN HAR IKKE EN
TREVL PÅ KROPPEN!!
Else kigger sig flovt omkring og skynder sig at få Folmer ind i
omklædningskabinen.
Vi snakker om episoden, og jeg foreslår Else, at de klæder om
oppe i lejligheden. Så kan hun hjælpe ham med at komme i
badetøjet.
”God ide, hvorfor har jeg dog ikke selv tænkt på det”, siger
Else.
Det kan jeg såmænd godt fortælle hende, men jeg undlader at
gøre det. Problemet er, at Else lider af psykisk stress, der gør
hende både forvirret og glemsom. Situationen omkring Folmer går hende på nerverne.
Bare hun dog kunne lære at tage det lidt mere afslappet, selv
om vi udmærket godt er klar over, at det er meget svært.
En dag ringer Else til os. Hun savner at have et fjernsyn.
Det de havde, har Folmer nemlig fået med på plejehjemmet.
Vi foreslår hende, at hun bare får det hjem igen, for Folmer
ser ikke TV. Det nænner hun ikke, hun ved hvilket fjernsyn,
hun vil have, og vi lover at købe det til hende.
Else glæder sig og laver en helt lille fest ud af det. Inviterer
Jens og mig til spisning, og det er så meningen, at Folmer
også skal komme hjem.
Vi får tilsluttet TV’et, og det er ikke uden interesse for Folmer,
der danser rundt om apparatet, som et lille forventningsfuldt
barn.
”Den er fin, den der”, siger han. ”Tror du den virker?” Spørger
han Jens.
Han venter ikke på svar. Går rundt, mens han grynter: ”Nå,
nåååhhh hmm hmm”. Kigger med interesse på
fjernbetjeningens knapper, men Jens forklarer.
”Nu er der mad”, siger Else. Vi sætter os til bords, men kun
kort tid, så er Folmer på stikkerne igen.
Han piller og undersøger og opdager pludseligt rædselsslagent, at den lille røde prik, der lyste lige før, er væk. Han følger ledningen hen til stikkontakten frem og tilbage, frem og tilbage. Begynder at
pille i højtalernes beklædning. Følger igen ledningen og går
herefter ud i køkkenet til Else, der er ved at lave desserten.
Han siger ikke noget. Hele hans lille, tynde krop er anspændt,
og han følger hvert et skridt, hun tager.
”Så sæt dig da ind til bordet”, vrisser Else lettere irriteret.
Folmer vender tilbage til TV’et, og nu er han tydeligt nervøs.
”Du må hellere hjælpe ham”, hvisker jeg, og Jens går ind til
Folmer, spørger om han vil se fjernsyn og tænder på knappen,
som Folmer ved en fejl er kommet til at trykke på. Fjernsynet
tændes, og et befriende smil breder sig over hans veltilfredse
ansigt, øjnene stråler og han siger: ”Ja den er go’ er den, bing
bing”. Han sidder stille foran fjernsynet resten af aftenen uden
at pille.Ja faktisk rørte han det ikke siden.
