17. Løgnen.
Efter en uge flyttes Folmer til det lokale sygehus, efter 2 dage tilbage til plejehjemmet.
Jeg bliver vred, målløs og føler, at vi endnu engang er blevet
røvrendt. En opringning til kommunen medfører en sludder for en
sladder. ”I får den første ledige plads der hvor i gerne vil have ham
hen”, lyder svaret.
På plejehjemmet kan man pludselig godt rydde op. I hvert fald
under sengen.
Ingen ledige boliger i så lang tid. Det lyder nærmest
utænkeligt.
Så sker der atter engang dette!!
Folmer forlader plejehjemmet med benet i gips. Efterlyses hos
politiet, der finder ham 2 timer efter siddende på togstationen.
Jeg bliver utrolig vred.
Ringer til hjemmet og spørger: ”Hvordan kan man gå, når man
har en fast vagt?” – ”Folmer har ingen fast vagt”, lyder
svaret. –
”Nåh”, siger jeg, mens jeg lægger bånd på mig selv, ”Så får
han måske heller ingen medicin?” Uden tøven lyder svaret:
”Nej det gør han ikke.” – ”Og hvorfor gør han så ikke det?”
Lyder mit spørgsmål. – ”Det ved jeg ikke noget om”, svarer
kvindemennesket i den anden ende af røret. – ”Må jeg tale
med en, der kan forklare mig det”, spørger jeg – ”Der er ingen
før på næste lørdag”, lyder svaret. – Jeg spørger så: ”Hvem
skal så forhindre Folmer i at gå?” Jeg tror næsten, det er løgn,
da hun svarer: ”Ingen”.
Så slutter samtalen. Jeg eksploderer i harme og vrede.
Hvad er det for et samfund, hvor gamle mennesker bliver
behandlet sådan?
Jeg ringer mange steder den eftermiddag og når frem til en
konklusion, som ellers er mig meget imod.
Jeg bliver simpelthen nød til at kontakte en journalist.
BT vil gerne skrive om sagen.
De beder lederen om lov til at besøge Folmer sammen
med os. De spørger også, om han har lyst til at knytte en
kommentar til sagen. Det vil han gerne, men ikke i selskab
med os.
Vi mødes søndag eftermiddag. Journalisten og fotografen er
dybt rystede.
Vi fortæller vores historie, og den bringes som forsidestof på
BT den efterfølgende dag.
Meget sober beskrivelse, ingen konkrete anklager, men en
generel informativ artikel om, at der i Danmark findes nogle
mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv, om som svigtes
af samfundet.
En artikel, der fortæller generelt og forståeligt om, hvordan
det kan være demenslidelser også kaldes de pårørendes
sygdom.
Der bringes et billede af mig og Folmer.
Der bringes ingen billeder af det syndige rod fra gulv til loft på
Folmers værelse. En næsten for pæn artikel, tænker jeg.
Jeg bliver kontaktet af DR, der gerne vil lave et indlæg i en
radioudsendelse.
Vi mødes atter på plejehjemmet.
Denne gang bliver Folmer og Else bedt om at gå ud på
gangen, mens de snakker med mig, fordi Folmer hele tiden er
urolig.
Mens vi snakker sammen, lyder der vrede stemmer ude på
gangen, og jeg undskylder, rejser mig for at se, hvad det er,
der foregår. Jeg tror knap mine egne øjne. På gangen er en af
medarbejderne fra ergoterapien ved at overfalde Else og
Folmer med vrede ord.
Han får øje på mig. Farer hen til døren og stiller sig med
begge hænder på hver side af dørkarmen, mens han med
sine øl-ånde hvæser mig ind i hovedet: ”Er det her noget,
du har sat gang i din lede kælling!?”
Journalisten rejser sig, og han forsvinder.
Else og Folmer står på gangen og klamre sig til hinanden,
mens de begge tuder.
