18 Endelig.
ENDELIG. Folmer tilbydes en plads.
Man pointerer fra den offentlige instans, at det ikke er fordi,
sagen har været omtalt i avis og radio.
Dertil må jeg sige, at jeg er fløjtende ligeglad. Jeg er lykkelig
over, at mareridtet ser ud til, at få en ende. Jeg svarer: ” Nej
det tror jeg sandelig heller ikke. Det er jo ikke rimeligt at en
sag skal omtales i medierne, før der sker noget. Så de to ting
har bestemt ikke noget med hinanden at gøre”.
14 dage før Folmer skal flyttes optrappes den psykiske terror
mod Else.
Folmer kom nu med på utallige udflugter.
Den stakkels, gamle, forvirrede kone er nu fuldstændig ude af
den.
Hun kan ikke overskue, hvad der er bedst.
Hun har selv fået tilbudt en ældrebolig tæt på plejehjemmet,
og vi opfordre hende til at holde fast. Det er den eneste rigtige
løsning.
.Folmer på et mindre plejehjem og hende lige i
nærheden. Det vil løse mange problemer, efter vores
opfattelse.
Else beslutter sig, og Folmer flyttes. Hun sælger
ejerlejligheden og flytter ind i ældreboligen.
Folmer falder hurtigt til, og forsøger kun at forlade
hjemmet én enkelt gang, hvor en af personalet får
hanket op i ham, og tager ham med tilbage.
Else har Folmer med oppe og se sin nye lejlighed, men han er
mest interesseret i at komme tilbage til plejehjemmet. Han
banker på vinduet og peger, mens han siger ”der, der”. Else
følger ham hjem.
Der hvor hun bor nu, skal man have en nøgle for at komme
ind. Det viser sig, at Folmer har taget nøglen op af hendes
frakkelomme, så nu står hun ovre på plejehjemmet, og kan
ikke komme ind i sin bolig. Hun ringer til os, og vi starter bilen
for at køre ind med nøglen. Straks Folmer ser os, udbryder
han: ”Nu kan i bare vente, dem der kender jeg”. Underligt som
nogle ting kan bide sig fast.
Når vi besøger Folmer, er det stadig en dement mand, vi
møder. Men en glad, dement mand, der ikke sidder i hjørnet
og spiser servietter eller sover.
Han farer omkring, mens han smilende siger: ”Jeg har travlt”.
På vores spørgsmål om, med hvad, er svaret. ”Med at
arbejde”. Herefter følger han bagefter hjælperne, der er ved at
dele medicin ud.
Vi må sige, at vel bliver Folmer ikke bedre og bedre, men det
her handler om livskvalitet ud fra den enkeltes ressourcer, og her forstår de den opgave.
Det er ikke store krav den demente stiller, men det er vigtigt
at blive aktiveret på det niveau, hvor man nu engang befinder
sig. Det giver tilfredshed hos såvel den demente som hos de
pårørende, og det afleder tankerne fra at skulle gå hjem.
