14. Den personlige frihed.

​

Ligegyldigt hvem vi kontakter, støder vi bare panden imod en

mur.

Ligegyldigt hvordan vi prøver at anskueliggøre, hvordan alle de

mange problemer udgør en psykisk belastning for Folmers 82-

årige hustru, mødes vi med. ”Det må vi ikke. Det er et

indgreb i den personlige frihed.”

​

Hvad nytter det, at vi har lært, at den personlige frihed er

noget man har, indtil man beskærer andre deres frihed?

​

Hvad nytter det at værne om den dementes personlige frihed,

når den demente knap forstår ordet frihed, endsige tage vare

på sig selv?

​

Hvad skal en dement bruge den frihed til, når vedkommende

er ude af stand til at tage vare på sig selv, ja endog er til fare

for andre?

​

Hvorfor er det så vanskeligt for kvalificeret personale at se,

hvordan denne forvaltning af den personlige frihed, udgør en

psykisk terror mod de pårørende?

​

Hvornår vågner politikerne op og indser, at der findes

medborgere i dette land, der er ude af stand til at tage vare på

sig selv?

Spørgsmålene er frustrerende og mange.

​

Konflikten mellem plejehjemmet og os optrappes. Vores tillid

til, at plejehjemmet kan løse plejeopgaven, kan ligge et meget

lille sted, og stemningen er krigerisk.

​

Else orker ikke at besøge Folmer mere på hjemmet, da hun

føler sig ilde set og ramt af de sure kommentarer, der jævnligt

kommer ud af personalets mund.

​

Stemningen er direkte ubehagelig, når vi besøger Folmer.

​