13. Tilspidsning.
Uanmeldt besøg.
Efter et kort visit på Folmers stue, hvor vi erfarer, at alt er ved
det gamle, beder vi om en samtale med lederen. Der er blot ét
problem……Han gider ikke snakke med os.
Vi råber højt, MEGET højt, og pludselig kommer der 2
personer, som på mirakuløs vis har fået tid til at tale med os.
Vi påtaler alle de mange klager, beder personalet sørge for at
aflede Folmers opmærksomhed, når han får lyst til at gå hjem. Vi forklarer, at vi tager Else med hjem, da hun har brug for et
par dage i fred og ro. Hun er faldet, har slået næsen og fået en
mindre hjernerystelse.
Vi påpeger, at det er vigtigt, at hun nu kommer til at opleve,
at det går godt med Folmer, selv om hun ikke er i nærheden.
Samtalen munder, som altid, ud i, at alle de af os ønskede
tiltag, er en inddragelse af den personlige frihed, og derfor
ikke et ønske man har til hensigt at efterkomme.
Else kan alligevel ikke overskue at tage med til Annisse,
hvilket bekymre os en del.
Det viser sig, at Folmer stiller troligt op næste dag, som han
plejer.
Jeg skriver et referat af mødet, dels for at fastholde Else i de
indgåede aftaler, dels for at gøre personalet opmærksom
hvilke aftaler, der er indgået omkring den personlige pleje af
Folmer.
Der går 14 dage.
Så dukker der et brev op i postkassen fra plejehjemmet.
De vil gerne have et møde, idet de er uenige i konklusionerne.
Mødet aflyses et par gange på grund af personaleproblemer,
men endelig lykkes det, og den tilsynsførende for
plejehjemmet deltager også.
Der indledes med kaffe og morgenbrød. Efter lidt væverier
frem og tilbage slås det fast , at ”vi nok i store træk er enige”.
Da både Jens og jeg har taget en fridag for at møde op,
spørger Jens, næsten målløs: ”Sig mig engang. Det i sidder og
siger, er det, at vi kan betragte dette møde som socialt
samvær?”
Der nikkes bekræftende: ” Vi synes, man skal lave
konklusionerne sammen!”
TAK FOR KAFFE!
Vi viser den tilsynsførende Folmers værelse.
Det flyder som sædvanligt med alskens ragelse fra gulv til loft.
Køleskabet er fyldt op med gamle visne blade, brugte
hygiejnebind og bleer i sorte skraldesække. Garderobeskabet
er ubrugeligt på grund af stablede aviser, radioer,
båndoptagere osv. Toiletskabet er fyldt med tomme toiletruller
på række og papirstykker pakket ind i toiletpapir. Omkring
dørhåndtaget til værelset, har Folmer laver et sindrigt
snoretræk, der er bundet hen til sengen, og som har til hensigt
at forhindre fremmede i at komme ind på værelset.
Den tilsynsførende for plejehjemmet påtaler dog, at hun godt
mener, man må smide affaldssækkene i køleskabet ud, at de
nok ikke lige kommer under begrebet om inddragelse af den
personlige frihed.
Der opnås enighed om, at det nok vil være bedst for alle
parter, hvis Folmer indstilles til et mindre, og af os udpeget,
plejehjem.
Plejehjemmet, vi har besøgt, er langt mindre, og det synes vi
er en fordel. Dels fordi personalet så bedre kan holde øje med
Folmer, dels fordi Folmer bedre kan overskue det.
Der findes nemlig ingen plejehjem i kommunen med
skærmede enheder, hvilket selvfølgelig ville være det optimale
i den nuværende situation.
Mødet afsluttes med en aftale om, at personalet skal kontakte
mig, hvis der opstår problemer. At vi bliver nødt til at få
aflastet Else.
Dagen efter ringer en meget fortrydelig person op og
meddeler, at man ikke kan finde noget tøj til Folmer og at der
ikke er nogen barbermaskine. Jens slår et smut forbi på vejen
hjem fra arbejde. Tøjet hænger, som aftalt i garderobeskabet,
og der er 3 barbermaskiner i toiletskabet. Ingen finder dog
anledning til at synes, denne episode er flov.
Vinteren 1993 bliver et sandt mareridt for den nu snart 82-
årige Else.
Folmer kommer hjem, uden regntøj når det regner, uden
overtøj når det er koldt, ja endog i pyjamasbukser fordi han
har glemt at tage benklæder på. Han møder ofte op i 3 lag
skjorter, og når vi spørger ham hvorfor, lyder svaret: ”Jamen
det er jo koldt.”
Det sker denne vinter, gang på gang, at en ældre dame ikke
kan foretage sig andet end at vente på, om hendes kære er
fundet levende eller død.'Alt sammen under påberåbelse af, at den personlige frihed skal holdes i hævd.
Alt sammen uden at man fra plejehjemmets side føler sig
foranlediget til at gøre noget som helst ved situationen.
Alt sammen uden at nogen personer overhovedet retter
henvendelse til en gammel dame for at spørge, om der er
noget man kan hjælpe hende med, endsige snakke om.
At Else på snart 82 år synes, det er et problem at skulle gå de
godt 4 km. hver vej for at hente Folmers overtøj, er heller ikke
et problem store plejehjemsånder gider bekymre sig om.
At Folmer, ifølge aftale, skal flyttes til et mindre plejehjem,
gider man heller ikke tage sig af.
