11. Konflikt.
Møderne i Alzheimerforeningen hjælper Else i begyndelsen.
Det er rart at høre, hvordan andre pårørende tackler de
forskellige problemer.
Det er også rart at høre, hvilke følelse andre pårørende har
overfor deres kære. At det er almindeligt at blive vred på den
demente ægtefælle, at det er svært at forstå, ens kære kan
blive til en tom skal. At man ikke længere deler glæder og
sorger
.
Som tiden går, kommer hun dog mere og mere ud af balance.
Situationen går hende på. Hun ved aldrig hvornår Folmer
dukker op.
Hun kan ikke overse at komme i foreningen, fordi det
gentagne gange er sket, at Folmer har siddet på trappen og
ventet på hende.
Mødeaktiviteterne glider stille og roligt ud i sandet.
Folmers samlermani når uanede højder. Han gennemroder alle
de containere, han møder på sin vej.
”Hvorfor er han så snedig”, lyder det fra Else. ”Han kan gå hen
til containeren for at lede, når han er på vej hjem til
plejehjemmet, men når han opdager, jeg står i vinduet, så går
han den anden vej, mens han fløjter. Når han så tror, jeg ikke
ser det, så går han tilbage og leder.” ”Han er også begyndt at
gemme ting under dørmåtten, fordi han ved jeg kigger hans
lommer efter, når han skal gå.”
Det er svært at finde et acceptabelt svar.
Den efterfølgende tid er der mange klager fra Else. Folmers
værelse, der ligner en losseplads, tøjet der forsvinder efter vask,
at han altid er hjemme, at hun bliver nervøs over, at han kommer
på alle tidspunkter af døgnet, og at han ikke får børstet sine
tænder. ”Han får dem kun børstet om aftenen, for der gør jeg
det selv”, siger Else.
Han slår mig også tit, og når jeg siger det til ham, siger han
bare: ” Det har jeg da aldrig gjort”.
Vi trækker lidt på skuldrene og tænker, at hun er nu heller
ikke god til at undgå konflikter.
Vi vågner op, da Folmer får repareret tænderne for 5000 kr.
hos tandlægen.
Et uanmeldt besøg på plejehjemmet er chokerende. Det
bekræfter, at tilstanden mildest talt ikke er overdrevet, at
hans værelse ser værre ud, end vi havde fantasi til at
forestille os. Det flyder simpelthen med affald fra gulv til loft
og stanken er næsten ulidelig.
En venlig forespørgsel munder ud i ingenting. Man må ikke
fjerne personlige ejendele.
Dybt rystet, tager vi Folmer med hjem til Else.
Vi mødes af dejlig velduftende kaffe og hjemmebag, der
kæmper en aromatisk kamp for at overdøve den rædselsfulde
stank, der stadig sidder i næsen.
En kombination af den uhyggelige oplevelse på
plejehjemmet, og nedenstående fortælling medfører, at her,
lige præcis i disse sekunder, går Folmers virkelige tilstand op
for os.
Jeg sætter mig med avisen, og Folmer henter også en
avissektion. Han bladrer i samme takt som jeg gør, han
fupper sig igennem avisspalterne, der vender på hovedet, og
på mirakuløs vis, bliver vi færdige samtidigt. Det er som om Folmer er klar over, at jeg har opdaget, han
bluffer, så han henter Politikens sangbog og slår med
usvigelig sikker hånd op på sølvbryllupsmelodien, ”Når jeg
tænker på lille Alvilda”.
Vi nynner den sammen, og Folmer lader tårerne få frit løb.
Da sangen er forbi, henter han det postkort, vi har sent til
dem fra vores Grækenlands-ferie. Han viser det, mens han
peger ivrigt og siger: ”Det er fra dem deroppe, ikke dem langt
derovre, men deroppe.” Et bredt smil flyver over hans ansigt.
