16. Ulykken.
Så nærmer sommeren 1994 sig.
Vejret er ikke noget at skrive hjem om. Regn og blæst.
Folmers udflugtstrang er blevet større og større.
3 gange på en måned efterlyst ved politiet.
Nervepirrende for alle, ikke mindst Else.
Selv forsøger vi endnu engang igennem utallige opringninger
til diverse instanser, inklusive Socialministeriet, at få afklaret,
om der virkelig ikke er mulighed for at gøre et eller andet, for
at skærme den demente mod omverdenen, når personen er
ude af stand til selv at træffe beslutninger, endog om de helt
basale færdigheder.
Svaret kommer promte:” Nej det kan man ikke!”
Jeg har, via mit arbejde, kendskab til forskellige elektroniske
overvågningssystemer. Systemer, der ikke er synlige for
omverdenen, og som har til hensigt at gøre andre
opmærksomme på, at der sker noget, man skal reagere på.
Jeg spørger derfor, om det ikke er muligt at forsyne min onkel
med en sådan chip, men svaret er negativt. Alle voksne
mennesker i Danmark skal have deres personlige Frihed,
når de ikke er til fare for sig selv og andre.
På mit spørgsmål om, om man ikke er til fare for sig selv, når
man går over for rødt lys, er svaret nej.
Dagen efter Sankt Hans ringer Else til Jens. Folmer er
forsvundet fra plejehjemmet, og har været væk siden klokken
23 aftenen før.
Det viser sig, at han dukkede op ved 22-tiden, men da hun var
på vej i seng, bad hun ham om at gå hjem på plejehjemmet.
Hun havde ellers kontaktet dem for at sige, at hun gik tidligt i
seng, så de måtte forsøge at aflede Folmers opmærksomhed.
Hun har det elendigt og bebrejder sig selv, at hun ikke har
lukket ham ind.
Klokken 18 kontaktes hun af politiet, der meddeler, at de har
en person indlagt på Hvidovre intensivafdeling, der kan være
Folmer. Vi starter bilen for at køre derud. Ledt arbejde.
Gangen til neurologisk afdeling er tung.
Det er som en ond drøm, vi har oplevet før.
Vi har allerede været igennem denne situation mange gange i
tankerne. Det værste mareridt er blevet til virkelighed!! Det vi
alle har frygtet, men aldrig talt om, er sket!!
Sygeplejersken, der tager imod os, er utrolig sød. ”Tag det nu
helt roligt, det ser altid værre ud, end det er”, forsøger hun at
berolige med. Else smågræder, vi skubber alt vores mod op i
hjertet og går ind på sengestuen.
Åååh herregud. Stakkels, lille, morsomme og altid glade
Folmer, ligger her med slanger og duppe-ditter.
Han er blå-rød i hele det ophovnede ansigt. Han er ukendelig.
”Ja”, siger Else med spag stemme. ”Der er ingen tvivl, det er
min mand.”
Jeg kan stadig huske, at jeg undrede mig over, hvordan hun
med så usvigelig sikkerhed kunne sige, at den person i
sengen, var min onkel!
Jeg må lige tage mig sammen. Det her er utroligt svært.
Vi kan se på skærmen, der er tilsluttet Folmer, at hjerterytmen
er uregelmæssig.
Da Folmer hører Elses stemme, slår han øjnene op et kort
øjeblik og bliver urolig. Han rejser sig halvt op i sengen, kigger
ud af vinduet og mumler: ”Jeg vil ud”. Så falder han i søvn
igen. Sygeplejersken forklarer: ”Han kan genkende jeres
stemmer”.
Hun lader os være alene med Folmer og siger, at vi blot skal
kalde, hvis der er noget.
Det er en underlig fornemmelse. For første gang i flere
måneder, opstår der en vished om, at Folmer er i de bedste
hænder, at der ikke kan ske ham noget.
Grotesk situation!
Vi bliver der kun kort tid, går ud i vagtstuen for at få en snak
med sygeplejersken. Hun fortæller at Folmer er blevet kørt
ned på motorvejen. At han har pådraget sig bækkenbrud,
ankelbrud og som vi selv kan se, er syet sammen på kryds og
tværs. Hun kigger forsigtigt på os, mens hun forklarer, at han
også er blevet scannet. Jeg kan mærke på hende, at der er et
problem, at scanningen har vist et eller andet alvorligt. Jeg
forklarer hende, at min onkel har Altzheimers, og jeg kan
næsten mærke hendes lettelse, da hun siger, at det forklarer
jo en del. Vi fortæller hende om vores daglige kampe med
plejehjemmet, systemet og den manglende forståelse for den
belastning Else er udsat for. Hun svarer øjeblikkeligt, at vi skal
snakke med hospitalets socialrådgiver.
Ooooh lettelse!! Endelig en, der kan fatte, hvor utrygt det her
er.
Vi får en tid hos socialrådgiveren allerede dagen efter. Vi
fortæller hende om alle vores oplevelser omkring Folmers
plejehjemsanbringelse, hvordan vi konstant løber panden imod
en mur og om de endnu uindfriede løfter om, at Folmer kan
komme hen et mindre sted.
Hun siger ikke noget men lytter og lytter, til alle vores forfærdelige oplevelser.
Vi snakker og snakker.
Sætter ord på alle de mange frustrationer.
Hvor er det godt at få lov til at snakke, at nogle gider lytte og
at nogle giver udtryk for forståelse. ”Jeg skal se hvad jeg kan
gøre”, siger hun. ”Det kan knap nok blive meget værre, så jeg
taler med kommunen.”
Folmer bliver nogle dage på intensivafdelingen, men flyttes så
til orthopædkirugisk afdeling for at få opereret anklen.
Hoftebruddet kan man ikke gøre noget ved, det skal hele af sig
selv. Han vågner mere og mere op, og det bliver nødvendigt at
ansætte en fast vagt, for at få ham til at blive i sengen.
Der bliver foretaget et psykiatrisk tilsyn, hvor det vurderes, at
man skal forsøge at medicinere Folmer mod den motoriske
uro.
”Hvor er det nu du er?” Spørger jeg Folmer, men han glor
bare. ”Du er blevet kørt over”, siger jeg til den lille forslåede
mand i den store hospitalsseng. ”Kender jeg ikke noget til”,
svarer han surt tilbage.
Det viser sig, at han nu ikke længere forstår, hvad ordene
betyder.
Else kører dagligt ud og ser til ham. Det er hårdt for hende, for
når hun skal gå, græder Folmer og råber: ”Jamen vi hører da
sammen os to”.
Vi får meddelelse om, at Folmer vil blive overflyttet til det
lokale sygehus og herefter på en venteafdeling, indtil der
bliver en plads til ham på det andet plejehjem. Vi får samtidigt
at vide, at det er usikkert, om Folmer genvinder sin
gangfunktion pga det komplicerede ankelbrud.
Det kommer til at gå anderledes!!
