06.02.08.
Morgenmad tidligt, for i dag skal vi lege safari.
Vi hentes af den første halvgnavne thaier, vi har mødt i ferien. Han starter i racerfart og fortsætter sin, til tider synes vi, vanvittige kørsel. Op I røven på de forankørende og bremsen i. Ud og ind mellem biler og busser på den tresporede motorvej. Thomas og jeg spænder sikkerhedsselen i ren protest her på bagsædet, og håber, han noterer sig handlingen i bakspejlet. Vi kan dog godt lade forhåbningerne ligge. Vi drøner afsted, mens chaufføren også taler I telefon. Pludselig, foran os, løber 2 thaipiger over vejen. Den ene af dem snubler så lange hun er, og vi gisper lidt, mens den sure chauffør i sidste øjeblik undgår at køre hende over. Så kan hun lære det.
45 min varervanvidskørslen, så er vi fremme ved Siam Safaripark.
Der er mange mennesker. Vi bliver henvist til en luge, og det viser sig, at de penge, som vi troede, vi skulle afregne med ham på stranden, skal betales her.. Vi har ikke fået hævet penge, da banken ikke ligger lige om det nærmeste hjørne her i Layan. Faktisk findes der kun en eneste forretning i mange km.s omkreds, og det er suvenierbutikken på hotellets område.
Efter en del diskussioner om, hvorvidt vi vil betale gebyr for at betale 16
kroner på eurokortet, får vi lov til at komme ind.
Vi skal vente på at den bil, der skal køre os op i bjerget, bliver ledig. Jeg går lidt rundt og tager billeder af blomsterne og de mange flotte figurer.
Så bliver det endelig vores tur.
Guiden viser os vej til bussen, der er en lille landrover med lad, indrettet med 8 siddepladser. Jeg ser lige i et kort glimt de små landrovere, der holder nede ved vores hotel, og hvor der min. sidder 25 personer med grøntsager, sække med ris og tonsvis af bæreposer.
Vi skal dog kun være 8, så visse privelegier har man som turist.
Vi køre ad den snoede skovvej op i bjerget. Kastes fra side til side, men
vognen snegler sig op. Vi når en sandsti og køre ud ad den hen til
indgangsstedet. Her ser vi de første elefanter. Ikke så store. Det viser sig
senere at være ungerne.
Sammen med guiden går vi ad en sti igennem skoven og standser ved et gummitræ. Her fortæller en af arbejderne, hvordan man udvinder
gummesaften. Der skal snittes i træet inden solopgang og ikke i regnvejr. Saften samles op i skåle. Hun lægger et snit i træet, og den hvide, tykke gummiesaft løber ned i skålen. Den vil løbe i ca. 3 timer.
Herefter går vi hen til det sted, hvor gummien forarbejdes. Vi ser og mærker på den stivnede masse, der bankes flad og køres 2 gange igennem en valse.
Gummien, der nu er tyndere, dyppes i vand og køres igennem endnu en
rulle, hvorefter den skal hænge til tørre i 3 uger. Vi får fremvist et stort
stykke gummi, der er tyndt, blødt og med små prikker i.
Så skal vi hen til elefanterne. Dem vi så i begyndelsen. Det er kun unger fra 1 til 6 år. Der står også 3 mammutter, der er ansvarlige for, at elefanterne bliver trænet. Elefantunger, hvoraf den mindste ligner en bandit, viser deres kunster. De kan samle ting op med snablen, og lægge tingene pænt på plads. De kan sparke fodbold, spille mundharmonika og danse til musikken og sidst men ikke mindst, kan de kysse. Et rigtig vådt og sugende elefantsnabelkindkys til de turister, der vil prøve
Så er der mulighed for at blive fotograferet sammen med elefantungerne og afslutte det hele med at købe en kurv frugt, som vi selv må fodre dem med.
Elefanter foretrækker bananer, men kurven indeholder også ananas og melon samt et grønt bananblad. De rækker grådigt snablen frem for at tage maden og snart er kurven tom. Dem, der ikke sørger for at holde kurven i elefantsikker afstand, har en tom kurv før os andre.
Så skal vi hen til de store elefanter. Imponerende dyr på 4 klodser. Foran
sidder mahutterne og ovenpå flere lag tæpper er stolen placeret, som vi skal sidde i. vi får fortalt, hvorledes elefanterne i Thailand er blevet overflødige pga. teknologien, at dette projekt går ud på at bevare elefanterne og give dem en god tilværelse. Den ældste elefant vises. Den er 32 år. Vi bliver fortalt, at en elefant kan leve til den mister sine tænder, hvorefter den dør. 1 elefant fortærer 250 kg. mad om dagen, så der skal noget til.
Guiden viser
den jernkrog, man styrer elefanterne med. Den ser drabelig ud. Man styrer elefanterne ved at stikke denne krog bag det øre, man vil have elefanten til at dreje mod. Vil den ikke, som den skal, får den et hak i panden med den spidse krog, mens mahutten råber.
Der mangler lige et par elefanter inden afgang, og guiden underholder med en lille elefantsang på thailandsk senere på engelsk. Jeg køber en bluse med elefanter på i souvenirbutikken af den formidable sum 195 Bath er lig med ca 30 kr.
Så er elefanterne samlet 9 stk. Vi bliver vist vej ad en trappe, der går op i
luften til en platform, hvorfra man kan stige ombord i kurven. 2 i hver.
Endelig .. Elefanterne bevæger sig. I et lidt kaotisk tempo går det i nærmest søgang. De finder deres plads, og i roligt tempo går det igennem skoven, op ad bjerget, imens de snupper et blad hist og pist. Vi gør holdt ved et udsigtspunkt. Her er den pragtfuldeste udsigt ud over området og med havet liggende som et maleri.
Vi bevæger os videre. Et vindstød griber fat i min hat, der blæser væk. Jeg tænker, den er tabt, men pludselig kommer en elefant og samler den op med sin snabel, giver den til mahutten, der herefter kan overrække hatten til mig.
Gør holdt på endnu et udkigspunkt, hvor mahutterne låner vores kamera og tager billeder af os.
Imens elefanterne traver tilbage til udgangspunktet napper den ene lige et træ. Da den ikke gider gnaske mere på det, smider den det på jorden og vores elefant gumler videre på grenene. En anden elefant ser sit snit til i forbifarten og få en anderledes frokost. Tager fat om en af de kæmpestore bambus, bøjer den, mens den køre snablen oppefra og ned så ikke et blade er tilbage.
Turen afsluttes ved start. Der kan købes frugt til elefanterne. De står på rad og række og venter med snablerne vejrende frem og tilbage. Vi køber en frugtkurv til 100 bath. Frugten forsøges at deles ligeligt mellem elefanterne, men der er et par stykker, der er mere frække end andre. En af elefanterne vil kun have bananer. En anden gemmer en banan bag tommelfingeren, mens den tigger mere frugt. Jeg napper lige bananen og proper den op i snablen mens den får et stykke melon også.
En af mahutterne har fundet en miniøgle, som han viser frem. Han lader sig bide i fingeren af den lille øgle, for derefter at tage den i halen og lade den dingle frit i luften. Han griner åbenlyst af turisternes skræk for det lille væsen.
Så forlader vi elefanterne og begiver os videre mod en af mahutternes
hytter. Her præsenteres vi for diverse krydderurter både via syns og
smagssansen. Det er mahutternes koner, der står for arrangementet. En
dreng på 10/12 år viser med tydelighed, at han ikke kan lide smagen fra
krydderurterne. Der kan købes krydderier i små poser. Jeg undlader at lade mig gribe af den gode smag krydderierne har hernede med tanke på, hvordan det mon smager derhjemme.
Vi går videre til den næste hytte. Her præsenteres vi for kokosfrugten og for, hvorledes man for pillet den yderste skal af så man har kokosnødden alene. Denne flækkes nu og saften hældes i en skål, som turisterne kan smage på. Guiden fortæller at det er vand. Den hvide nød rives på et underligt apparat og i løbet af ingen tide er der fremstillet en stor portion kokosmel fra en halv skal.
Guiden viser nu, hvad kokosmælk er, ved at presse kokosmelet mellem
hænderne, hvorved saften tapløber ned ad hendes finger.
I næste mahuthytte præsenteres vi for kogning af kokosmelet. Det hældes i et kar, hvor det skal koge i seks timer. Så har man ingredienser til at lave kokosolie. Den indkogte brune kokosmasse bruges som sukker. Kokosolien anvendes f.eks. til pistacienødder for at få den skal, vi kender hjemmefra. Imens guiden fortæller står den kogende masse over et åbent ildsted og oser.
Så går vi videre til abemanden. Han har en abe i en blå snor. Guiden
fortæller, at aberne dresseres til at hente kokosnødder ned fra
kokospalmerne. En abe kan plukke mellem 800 til 1000 kokosnødder dagligt.
Vi får demonstreret abekattens færdigheder, både i et til lejligheden lavet stativ med kokosnødder samt i palmen, hvor den klatre op og drejer kokosnødderne rundt, til de mister deres fæste og falder ned.
Vandbøflerne er store og trækkes nu ind foran turisterne, mens guiden
fortæller, at disse bliver brugt i rismarkerne. Vandbøflerne er store og med brede horn, der ender i en spids. De har fået trukket en snor igennem næsen, der ender i et reb, som masaien holder fast i. Vi tilbydes en ridetur, et bøffelklap eller bare at tage et foto. Herefter spændes den 2hjulede kære for bøflen, og os der har lyst får lige en rundtur i kæren. Så slutter dagen med, at vi bliver kørt tilbage af bilerne med ladet til opsamlingspunktet, hvor vores chauffør venter. Han virker venligere stemt og tilbydes en cola. Vi spørger om det er muligt at holde ind ved en bankautomat, så vi kan hæve penge. Dette gør han beredvilligt og turen går så hjemad, i et mere moderat tempo end ud.
Vi beslutter at det bliver poolen i eftermiddag. Køber noget frugt, mens vi ligger i heden og sveder. En lunken dukkert i ny og næ er bedre end ingen.
Kl. 17 har vi fået nok af solen denne tirsdag. Vi sætter os på terrassen, nyder udsigten og en kop kaffe.
Så er det spisetid. For at det ikke skal være løgn, mister jeg et trin og lander på anklen. Jeg tror i en brøkdel af et sekund, at min ankel er brækket. Jeg
når haltende frem til restauranten og Jens forklare dem, at jeg har brug for noget is. Vi får udleveret isterninger og jeg prøver at komme dem rundt om anklen, men det er svært at finde ud af, hvor det gør mest ondt.
Vi bestiller indbagte rejer, forårsruller og salat. Desserten er frisk frugt.
Ligger lidt i liggestolene på stranden, men der er mange myg til aften.
Så går vi trætte og mætte af oplevelser hjem på værelset for at slappe lidt af inden sengetid. Min ankel er meget hævet og gør ondt.
