Mit navn er Lisbeth Larsen. Jeg er født i 1946 og uddannet ergoterapeut. jeg er gift med Jens, og sammen har vi 3 voksne drenge.

Vi bor i et hus på 200 kvm.,som vi selv har bygget og har en have på 2000 kvm., så vi keder os aldrig.

​

Jeg er født og opvokset i Hillerød, hvor jeg er nummer 2 ud af en søskendeflok på 3. Min far var bogtrykker, og min mor var hjemmegående husmor.

 

Tiderne var, som de nu var, dengang lige efter krigen med rationeringsmærker, dårligt opvarmede boliger og konstante lommesmerter.

 

Vi boede i et stort hus, hvor min farmor "vogtede" på 1. sal. Jeg husker endnu en episode, hvor min farmor velvilligt viste en veninde rundt i min mor og farshjem. Mens jeg stod gemt bag døren, åbnede hun min mors ovn, hvor hun harmfuldt kommenterede: " at der kan du selv se, hvor hun frådser med margarinen"! Min mor gemte altid de skrabede argarinepapirer i en bakke for at kunne smøre kageforme osv.

Den dag i dag, når jeg skal smøre en form,tager jeg med stor fryd en ordentlig klat margarine, mens jeg tænker: "Jeg håber du kan se mig din gamle hejre"!

​

Jeg var et lille svageligt barn. Altid med snot i hele hovedet og konstant patient hos ørelægen, hvor jeg blev suget og punkteret for bi- og kæbehulebetændelse. En konstant irritation for min far, der havde ønsket sig en rigtig stærk og dejlig dreng, men i bytte fik et tudende pigebarn, der tilmed  havde den frækhed, altid at være syg.

​

Jeg erindre min barndom som værende øretævernes holdeplads, og hvor kæft, trit og retning var dagsordenen. Jeg erindre ligeledes min barndom som værende fyldt med iskolde dyner, våde vanter og sokker og en syg farmor som forlangte, at børn skulle ses men ikke høres.

Jeg husker, hvordan min far tyranniserede hele familien med sit humor. Hvordan vi alle skulle rette ind, og gjorde vi ikke det, så var der øretæver i luften

Jeg husker mange pinlige episoder, hvor min fars humor gjorde det svært at være et barn. F.eks. engang, vi skulle til stranden.

Som sædvanligt, var hans opgave at køre bilen, mens min mors opgaver var at få ungerne gjort klar, at sørge for madkurven var fyldt med lækkerier, pakke alt det der var at huske på, når man var 5, der skulle på skovtur. Det var også hendes opgave at pakke tingene ud, dække op og sørge for serveringen. Vel at mærke på den fine sommerdug. Fatal brøler! Kaffen var glemt, og efter min

fars store hysterisk anfald, blev vi unger gennet ind i bilen, mens min mor stortudende kunne pakke det hele sammen, hvorefter den strandtur var slut.

 

Jeg husker et andet eksempel på min fars umådeholdende raseri.

 

En planlagt teltferie til Jylland. En ferie, hvor den friske vind over Vesterhavet gjorde det umuligt at slå det lille telt op. Min mors forsøg på at hidse den rasende mand ned! En ferie, der endte med at vi kørte hjem næste dags morgen.

​

Når dette er sagt, kommer der også minder frem om varme stegte æbler på kakkelovnen, duften af julebag og appelsinerne, som min far købte hvert år til jul og lod trille ud på gulvet i det iskolde hus.

Jeg husker og kan næsten dufte de søde varme sommerdag, med friske jordbær. Lugten fra den svedige fyrbøder på lokomotivet, hvor det var lykkedes mig at fedte mig ind og stolt befinde mig i fyrhuset. Lyden fra jernbanesvellerne, når vi under vores leg skulle sikre os, om der var et tog på vej.

Min skolegang var en pestilens. Jeg var altid syg. Snottet med konstant bihulebetændelse. Det var svært at følge med i klassen, og jeg følte mig

fremmed, når jeg endelig dukkede op. Jeg var lykkelig, da jeg blev 14 år, for det betød, at jeg kunne gå ud af skolen. Til stor ærgrelse for min far, der dog måtte bøje sig, idet jeg stædigt holdt på min ret til at gå ud.

​

Jeg kom ud af skolen og ”1 år i huset,” som det hed dengang. En slags forening, der var stiftet med det formål, at unge Quinder skulle lære de husmoderlige skikke, ved at være i huset, hvor fruen så kunne instruere og vejlede den unge til at blive en god husmoder.

Problemet var så bare lige, at den ”frue”, jeg kom hos havde 2 børn og 1 prinsesse i maven i mere end en forstand.

Hun mente det var ok, at en 14-årige selvstændigt varetog alle de huslige pligter, passede børnene og vartede husets mange gæster op.

Hun fik endog den geniale ide, at morgenkvalmen garanteret ville få det bedre, hvis jeg serverede morgenmaden på sengen, efter at hun havde ringet med en klokke.

Efter nogle lange og svære måneder der, blev situationen så grotesk, at jeg efter en friweekend (1 om måneden) nægtede at tage tilbage til pladsen. Med min mors hjælp kom jeg ud af den kontrakt, der var indgået Jeg skulle efter min fars mening være noget ved bogtrykkerkunsten...men jeg ville hellere være pædagog. Jeg tror, jeg takket være mit stjernetegn, formåede at holde fast i denne ide, fordi både min ældre søster og min lillebror begge endte med at blive noget indenfor den profession.
Så netop hjemkommet fra mit ophold hos den "fine frue", hvor jeg havde været i huset, så jeg en annonce, hvor en børnehave søgte en medhjælper. Børnehaven lå på Frederiksberg, men jeg var ligeglad....Søgte og fik jobbet og havde efterfølgende nogle dejlige år i mit arbejde med børn.

 

 

Da jeg var 20 år blev jeg gift med Jens, og vi fik en lejlighed i Birkerød. Efterfølgende fik vi vores ønskebarn. En lille dreng. 1½ år efter fik vi endnu en dreng. Vi købte et sommerhus på landet. Det var dog ikke uden problemer. Min efterfølgende år byggede til. Så kom endnu en dreng til og vores familie var nu 5. Jeg gik hjemme og passede ungerne, og der var nok at se til. Efter en dejlig varm sommer, flyttede vi permanent op i sommerhuset, hvor vi det svigerfar var bekymret, for vi var så unge og havde en stram økonomi, så han blev vred over, at vi ville købe huset og flytte derop. Jeg husker, hvordan han efter en inspektion af vores sommerhus, blev så hidsig, at Jens smed ham ud af bilen, og så kunne han gå den lange vej fra Hillerød til Birkerød. I dag ved jeg, at hans bekymring var ægte og oprigtig ment.....så den gåtur var nok ikke helt retfærdig...men sådan er der så meget. *SS*

 

 

Årene gik, og jeg havde efterhånden lyst til at få nogle andre udfordringer, så jeg begyndte at arbejde i min fars bogtrykkeri om aftenen, hvor jeg lavede maskinsats til avisen. Det gav gode penge, men var ikke uproblematisk, da min far mente, jeg selv kunne gøre opmærksom på, hvornår jeg ville have noget af min løn. Så efter nogle år, fandt jeg mig et arbejde, hvor jeg ikke skulle diskutere, hvornår jeg ville have min løn!!!! Dejligt. Jeg arbejdede i køkkenet på sygehuset hveranden uge fra 16-19, og var her i 10 år.

Efterhånden begyndte diverse småproblemer at dukke op pga det hårde og ensidige arbejde. Hvad skulle jeg nu? Børnehaven gad jeg ikke mere såååå...og mine skolekundskaber var mildest talt dårlige. Jeg besluttede mig for at begynde på VUC, i første omgang bare for at prøve, men erfarede hurtigt, at jeg slet ikke var så ringe endda. Jeg tog niende, tiende og HF med et gennemsnit på 11 og søgte efterfølgende ind på ergoterapeutskolen, hvor jeg blev optaget i 1986. Jeg blev færdig som ergoterapeut i 1990 og fik arbejde på Genoptræningscentret Esbønderup. Dejligt og lærerigt arbejde, hvor hver dag var en inspiration.
Efter nogle år her, fik jeg lyst til at prøve kræfter med en anden gren af min uddannelse, nemlig som sagsbehandlende ergoterapeut i kommunen. Jeg fik et job i min egen kommune, og var utrolig glad for dette.
Jeg blev desværre pga sygdom nødt til at opgive dette arbejde og gik herhjemme, indtil jeg fik bevilget et fleksjob som visiterende ergoterapeut til ældre-handicap-boligerne i min kommune. Dette job er et meget alsidigt og spændende job, hvor jeg selv tilrettelægger min arbejdsdag, og hvor jeg møder mange søde mennesker. Jeg er desuden med i visitationsudvalget og laver supplerende undersøgelser for sagsbehandlerne i kommunen mhp førtidspensionssager, hvor det er mine observationer og undersøgelser, der danner grundlaget for evt. pension eller personligt tillæg. Jeg er stødt på talrige forespørgsler om arbejdspladsvurderinger i forbindelse med indretning af en kontor/PC-arbejdsplads og har med stor glæde har lavet disse, opfulgt af en skriftlig rapport med mine anbefalinger. Jeg er nok det, man på godt gammeldags dansk kalder en fagidiot.

 

Jeg har, ud over min store interesse i mit arbejde, også mange forskellige hobbyes. Jeg har igennem mange år skrevet digte,som jeg nu har udgivet på min hjemmeside. Nogle af dem er fra den periode i mit liv, hvor de mørke tanker var flest, hvilket nogle af dem også bærer præg af. Jeg har, inspireret af egne oplevelser omkring det, at have en pårørende med Altzheimers Syge skrevet en bog i kærlig erindring om min onkel, og bogen er ment som en støtte og videregivelse af egne erfaringer til dem, der er ramt af "de pårørendes sygdom".