Vintertid.

​

Nu er det atter vintertid,

hvor sneen farver sort til hvid

og dækker alle tage.

Den store tavse fugleflok

har pustet klædedragten op

de korte, kolde dagen.

 

Mens månen lyser mat og bleg

fra frostklar himmel ned på mig,

små kanebjælder kime.

Kong Frost igennem byen går,

hans kolde ånde atter får

det hele til at rime.

 

Og haven i sit fine skrud

får tusindvis af stjerneskud.

De stråler og de blinker.

På vinduesglasset vokser frem,

en isblomst, som jeg husker dem,

fra barndoms glade dage.

 

Fra skorstenspiben røgen står,

og bølger hvidt som englehår.

Mens varmen fylder stuen.

Herinde er der lunt og rart,

forkølelse, ja det er klart,

en toddy klarer snuen.

 

Du vinter, selv om frost og sne,

er problematisk, kan jeg se

du har så megen charme.

Men mens jeg digter til din pris,

så vokser frem på mystisk vis

en længsel efter varme.

​

Lisbeth 1997