Vejen ud.

​

 Jeg skimter et lys i det mørke.

ta'r livtag med mørkets magt.

men hver gang jeg kæmper mig tre skridt frem,

glider jeg to tilbage.

​

For tankerne grubler og gnaver

om natten og morgenen men.

Og selv om jeg fysisk er stået op,

er jeg et helst andet sted.

​

Ved middagstid bliver jeg seende

og hørende. DET er nyt!

Men det at ku' se og høre

gør mig ufatteligt træt.

​

Min dag går med små puslerier

af større og mindre succes.

Den ene dag går det næsten som før,

den anden dag går det skidt.

​

Det er som en rutchebane,

hvor alting går op og ned.

Jeg kæmper mod mørket, så gi'r jeg op

må hvile en times tid.

​

Mit sind er en labyrint

af snørklede, blinde gange.

Og passer jeg ikke på, hvor jeg går,

står jeg ved tusmørkets mur.

​

Men selv om der stadig er mørke,

tror jeg på vejen ud

af tungsindets pinefulde mørke.

men kampen er lige begyndt.

​

Jeg skimter et lys i det dunkle

ta'r livtag med mørkets magt.

Men hver gang jeg kæmper mig tre skridt frem,

glider jeg to tilbage.

 

Lisbeth 1999.