Tiden.

​

Tiden læger alle sår, det lærte jeg som lille,

men efter næsten 16 år, må jeg et spørgsmål stille.

Hvor lang tid tager tiden? Kan nogen svare mig?

Og bliver jeg engang igen mit gamle glade jeg?

​

Udenpå, der er jeg mig, der smiler glad og nikker,

men indeni, der er jeg trist, og hjertet bare stikker.

Den ægte glæde aldrig når ind til mit hjertekammer,

den stoppes af den tristhed, der om mit hjerte krammer.

​

For hjertet græder altid lidt, når tankerne bli'r grå.

Hvorfor det skulle ske for os, det kan jeg ej forstå.

Jeg kæmper for at se det, men nej, det lykkes ikke,

hvorfor vi skulle rammes, af smertens vrede blikke.

​

Den hændelse, der der fylder, har ensomhedens tag.

Vi var en hel familie til den skæbnesvangre dag,

og intet kan erstatte det længselsfulde savn,

jeg føler i mit hjerte, til ingen verdens gavn.

​

Jeg bliver ofte mindet om, hvordan det kunne være.

Ved mange lejligheder gør det livet meget svære.

Så hulker hjertet næsten højt, og afmagten den vokser

og ensomhedens tunge tag, med afmagten den bokser.

​

Jeg sukker højt og tigger:" Giv mig den tid tilbage,

hvor vi var glade, livet var de mange gode dag!"

Men ingen hører sukket, og tiden, den står stille,

imens jeg føler mig afmægtig, ensom, bitte lille.

​

Tiden læger alle sår, det lærte jeg som lille,

men efter næsten 16 år, må jeg et spørgsmål stille.

Hvor lang tid tager tiden? Kan nogen svare mig?

Og bliver jeg engang igen mit gamle glade jeg?

​

Lisbeth 2013

​