Bangkok.
Bangkok.
Bangkok er en enorm by, her bor ca. 11 millioner mennesker
og befolkningstilvæksten er støt stigende. Her er varmt,
forurenet, kaotisk og trafikken er intens.
Bangkok er utrolig alsidig og kontrastfyldt med mange
muligheder når det gælder f.eks. kultur og shopping. Og så er
Bangkok jo et rigtig godt udgangspunkt for rejser videre ud i
Asien.
Byen blev grundlagt i 1782 af Rama I., da den gamle hovedstad
Ayutthaya blev brændt ned. Bangkok lignede i mange år så mange
andre byer på de kanter men udviklingen tog fart i midten af 1900-tallet da soldater fra vesten tog på orlov i Byen. Det dannede grundlag for nye hoteller, restauranter, markeder og ikke mindst den massive prostitution der stadig er en del af Bangkok. Siden hen har byen udviklet sig til en af Asiens vigtigste byer, både når det gælder trafik, handel og økonomi.
Inden man tager til Bangkok, bør man lige bruge et par minutter på at
sætte sig ind i forholdene i byen. Det er nemlig sådan, at der foregår en omfattende svindel rettet mod turisterne. De fleste kommer i kløerne på taxi- eller tuk-tuk chauffører, der ofte påstår at en eller anden attraktion er lukket og derfor vil køre dig et andet sted hen, men pas på med det, det ender sandsynligvis med at du finder dig selv hos en skrædder omringet af påtrængende sælgere. I den mere grove afdeling kan man finde falske turistkontorer og konsulater. Den pæne velkældte mand på gaden der gerne vil hjælpe, kan sagtens være i ledtog med den tuk-tuk chauffør der helt tilfældigt holder lige ved siden af, og som gerne vil køre dig til "turistkontoret". Inden du begiver dig ud i den hektiske storby så ha' et bestemt mål og stå fast på at det er der du vil hen, på den måde virker man mere selvsikker. Forbered dig grundigt og undersøg eventuelt inden du tager ud i byen om et sted har åbent.
Denne lille advarsel skal ikke afholde nogen fra at besøge Bangkok, man vil almindeligvis opdage at thai'erne er utrolig venlige og hjælpsomme,.
Kaotisk charme
Bangkok er indgangen til Thailand – både fascinerende og
overfyldt. Her er smukke templer, gamle kongepaladser, nogle
af verdens bedste shoppingmuligheder og så en grå
bygningsmasse og et næsten konstant trafikkaos. Men også
stor charme og masser af oplevelser.
Med piskeris og tuk-tuk
Byen er delt på midten af Chao Phraya-floden, og skal man
hurtigt og effektivt rundt i Bangkok, skal man bruge de lokale
transportmidler. En af mulighederne er de lokale longtailbåde
også kaldet ”piskeris” på grund af motoren, der sidder på en
lang stang bagude. De sejler hurtigt og effektivt ad de mange
små kanaler – de såkaldte klonger.
Alternativet er en ”tuk-tuk”, en ombygget knallert, der kan
rumme passagerer, varer og en chauffør, der med garanti snor
sig ud og ind af trafikken med stor dødsforagt. Bangkok har i
dag også et ”Sky Train”, der effektivt sørger for transporten
rundt i millionbyen.
Mangefarvede indtryk.
Kronragede munke i safrangule kjortler, røde saddelformede
tage på de mange templer og gyldne pagoder. Læg her til små,
seje kvinder, der elegant balancerer rundt med store byrder på
hovedet, duften af veltillavet mad fra de mange små
gadekøkkener og råbende fra de mange gadesælgere, der
faldbyder et mylder af ting, man slet ikke anede, at man havde
brug for. Men også moderne shoppingcentre, eksklusive
juvelerer og skønne skræddere med kilometervis af fed,
farverig silke.
Bangkok er et bombardement af sanseindtryk, og man skal
have mindst to dage til at opleve byens mangefarvede indtryk.
Templer og gyldne buddaer.
Bangkok kaldes også ”Englenes By”, og noget guddommeligt er
der i hvert fald over byen, der har så meget at byde på, at en
enkelt dags sightseeing slet ikke er nok. Blandt de
seværdigheder, man bestemt skal se, er bl.a. det gamle
kongepalads Royal Grand Palace fra 1782. Her finder man
noget af den mest spektakulære arkitektur i hele Sydøstasien.
Det består af myriader af overdådigt dekorerede bygninger og
templer, museer, pagoder og gyldne statuer.
What Pra Kaeo er stedet, hvor man finder den navnkundige
smaragdbuddah, og i Wat Po fines den enorme gyldne liggende
Buddah, der består af 5,5 tons guld. Der er det flydende
marked, en tur ind gennem de små kanaler og et besøg på en
slangefarm foruden et hav af andre udflugtsmuligheder enten
med dansk guide eller på egen hånd.
Masser af underholdning.
Vil man gerne tæt på thaierne, skal man tage ud og se
thaiboksning, en barsk affære, hvor der bliver sparket og slået
og udvist stor passion. Ofte er der forskellige festivaler med
smukke, traditionelle danse med en vigtig historie bag. Men er
man ikke så heldig at støde på dansene i et af templerne, er
der rig lejlighed til at opleve den særprægede dans i de
farverige kostumer mange steder i byen. Man må heller ikke
snyde sig selv for en tur i Chinatown eller en god gang
massage, der ofte tilbydes af kyndige munke i templerne.
