Sådan forsvinder lillebror.

​

Vores 2 ældste drenge havde på et tidspunkt en hobby, som de gik op i med liv og sjæl. Nemlig at lave drager.

​

Dragerne blev udført i alle størrelser og faconer.

​

Oppe på marken kunne de så afprøve dragerne flyveevner. En interesse, de brugte rigtig mange timer på.

En dag kommer de med en KÆMPEdrage! Lavet i beigefarvet papir og med en kæmpelang hale med forskellige farvede sløjfer.

Måske ikke så smuk, men det skal senere vise sig, at den er ret effektiv.

 

De spørger om de må tage lillebror med op på marken for at flyve – og jeg svarer at det er ok, hvis de passer godt på ham. Han er 3 år.

Efter noget tid vender de tilbage, og fortæller at dragen flyver bedre end nogle af de andre, de har lavet.

​

Lillebror har røde kinder og han snakker og snakker om dragen.

​

Mange år senere, sidder vi og taler om denne tid, da den mellemste udbryder: ”Ja den var fantastisk – og vi satte en gynge under så H. kunne flyve!” Målløs lytter jeg. Hvad pokker er det han siger? Jeg siger i første omgang, at han skal lade være med at fantasere – hvortil han udbryder: ”Jamen det er sgu rigtigt mor – dragen kunne flyve med H.!”

Jeg mærker sveden i hænderne og konkludere, at det ikke er alt en mor ved,

selv om hun tror det.