Hjemmebesøg.

 

Marie venter på trappen, hun siger at kaffen er klar

Til næsten hvert ord jeg siger, svarer hun: ”Hva’beha’r!.

For høreapperatet, ligger i skålen på bordet

derfor er det så svært, for hende at lytte og høre ordet

 

”Er du tilfreds med hjælpen, synes du at det nytter?”

Spørger jeg li’ så forsigtigt, imens jeg opmærksomt lytter

”Hjælpen jeg får er hver 14 dag, og dagene er så lange

Om aften, når det bliver mørkt, er jeg som regel bange.”

 

”Familien kommer, når de har tid, men de har jo også deres.

Jeg ved der findes mange af dem, der har det meget værre

men trygheden jeg kunne få på et hjem, den må da også tælle

er vigtig, når man er 85 år”, skynder hun sig at fortælle.

 

”Du klarer dig fint og du har jo ingen væsentlige skavanker

hjælpen du får er minimal,” svarer jeg, mens mine tanker

kredser omkring en vedtaget lov, længst muligt i egen bolig

for man skal ha’ et kæmpe behov, før plejehjem er muligt.

 

”Hør nu”, forsvarer Marie sig, ”det går faktisk ned ad bakke”

det kniber mig at gå ret langt, og så savner jeg at snakke”

  ”En rollator vil hjælpe dig til at gå, men lige det med at snakke

 Øøøh husker du at drikke vand" – forsøger jeg at   besnakke

 

Marie skænker endnu en kop og byder på chokolade

den fik hun til sin fødselsdag, den dag, hvor alle var glade.

Børnene mener, at det er på tide Marie kommer på hjemmet

at mor har behov for tryghed og omsorg har de fornemmet.

 

Efter en time, så skal jeg gå, Marie er glad for besøget

takker venligt og lader forstå, hun regner med at forsøget

en bolig på plejehjemmet, og den tryghed, som hun søger

vil blive taget til efterretning og skrevet ned i kommunens bøger.

 

Jeg kører af sted og mærker en afmagt overfor lovens rammer

det kan vist næppe rent  - politiks blive meget strammer’.

Et velfærdsland med velfærd for personer uden sorger

DEN velfærd rammer ikke lige dem, jeg har som borger’,

 

Lisbeth 2006