Større og større, og de bliver uvenner over det gentagne

gange.

Else tager sig sammen, tørrer øjnene, og vi går ud i bilen til de

andre.

​

”Det er vel nok en fin en, du har her, bummelum”, griner

Folmer. ”Er den ny?”

Han venter ikke på svar, men fortæller glædestrålende om,

hvordan han kører rundt i Frankrig. Smågriner, når han skal

fortælle om, hvordan franskmændene hidser sig op over den

mindste smule og laver buler i bilerne. Mens han fortæller,

piller han nysgerrigt ved instrumentbrættet i bilen og spørger, 

hvad de forskellige knapper er til. ”Ja min er jo kun en gammel

spand”, griner han.

​

Vi nærmer os byggeriet, og Folmer dirigerer med store

armbevægelser, mens han viser vejen til P-pladsen.

Byggeriet er nyt, næsten for nyt, synes vi, da vi springer fra

planke til planke efter Folmer.

”Jeg kender vejen, for jeg kommer her hver dag,” beroliger

han.

Else på 77 år følger godt trop, og endelig når vi frem til den

lejlighed, Folmer har udset sig.

​

”Hvad siger i så?” Stråler han.

”Joh, det ser da pænt ud,” lyder vores diplomatiske svar, mens

tankerne kredser om den dejlige villa på Sæbyholmsvej. Det

her er i sandhed noget ganske andet. Pladsen er trang, men

Folmer stråler over hele hovedet. ”Prøv at se udsigten”,

nærmest råber han, og vi glor lige ind i et kæmpe kæmpe træ.

Else forsøger at fortælle Folmer, at der nok ikke er så meget lys

i lejligheden på grund af det store træ, og at hun har svært

ved at forestille sig, at de kan have alle deres møbler med fra

huset.

​

”Sludder og vrøvl,” siger Folmer, lettere irritabel. ” Du har da

selv set de kan være her”. Folmer har brugt skitsen af

lejligheden til at lave små papirmøbler og påstår hårdnakket,

at alt kan være der. Det lyder jo umiddelbart betryggende,

men vi tillader os alligevel at tvivle på, om alle møblerne kan

være her.

”Det kan SAGTENS være her”, lyder det fast og bestemt fra

Folmer. Han lader os med al tydelighed forstå, at emnet er

uddebatteret.

Vi forlader lejligheden af de samme planker, som vi kom ind,

og da vi senere kører hjem til os selv, er det med bange

anelser.