Jeppe.

​

Samfundets tabere, landsbyens svøbe, sidder på bænken og drikker.
De velbjærgede, der kommer forbi, ryster på hovedet og kigger.
”Hvad drikker du for”, spørger de Jeppe, men han kan ikke svare,
for det er meget længe siden, tankerne de var klare.

​

Så laller han rundt, generer de handlende, så bli’r der taget affære.
Han gemmes på alkoholiker-hjem, får piller og det der er værre.
”Hvad drikker du for”, spørger de Jeppe, men han kan ikke svare,
for det er meget længe siden, tankerne de var klare.

​

Som dagene går, så opstår smerten, der får Jeppe til at drikke.
Men hver gang han prøver at tale om det, er svaret:” Lad det nu ligge”.
At sorgen er fundet, at Jeppe igen har tanker, der er klare
er ikke noget man gider bekymre sig om, endsige svare.

​

For samfundets tabere, landsbyens svøbe, skal bare spise sin pille
forholde sig roligt, glemme det skete, og så være musestille.

At tanker om sorg og tanker om savn er det, der piner hans sjæl
er alt for vanskeligt at ta’ stilling til, så det må han klare selv.

​

Han sendes hjem, og inden længe er han tilbage ved lasten
pillerne er kylet ud, og han trøster sig atter med flasken.
”Hvad drikker du for?” spørger de Jeppe, men han kan ikke svare,
for det er meget længe siden, tankerne de var klare.

​

Lisbeth 2007