Een ud af tre børn.

Se det var dengang,

hvor man sku' vær' god til at sno sig,

og misted' man evnen, tog ingen notits - stenen var lagt.

Jeg står lige her i bageste række og hvisker!

​

20 år, gift og med ønskebarn

Huslige pligter, der hober sig op

mellem sutter, bleer, gråd og kærlighed.

Alting er nyt, men det hele skal klares alene, for ingen kan høre.

Når jeg står lige der i bageste række og hvisker!

​

selvbyggere, sten og beton,

jordvolde, tapet og klister.

Børneflokken er vokset til tre.

Munde at mætte, trøste og elske. Hov hvor er jeg!

Jeg står lige her i bageste række og hvisker!

Umærkeligt årene gik.

Fremtiden, lykken var sikker.

Tro'de den vej vi gik ud af, førte os begge det samme sted,

men stedet er ondt, uden omsorg og ømhed og kun for enlige.

Fortvivlet jeg står lige her i bageste række og hvisker!

​

Gamle og unge,

syge og svage. Mange komplekse dage.

Grådige hænder, der griber min hjælp, tømmer min sjæl.

Jeg må lades op - ha' lidt omsorg igen - men hvor?

Når jeg står lige her i bageste række og hvisker!

​

Ordene drukner - høres måske.

Det hørte gi'r ingen mening,

når man vil fremad for hver en pris, vender ej hoved't, ser hvor jeg er.

Jeg stopper op, skriger og råber, lukker mig inde, jeg vil ikke med!

Dynen kvæler den ensommes skrig fra bageste række!

​

Tre-kvart liv er brugt - og hvem er så jeg?

Min sjæl er i tusinde stykker.

De benhårde ord, der altid bli'r sagt - sel'fø'lig i spøg -

de svirper mod sjælen, som grene i efterårsvinden.

På bageste række - jeg hører det knap - er der mon nogen, der hvisker?

​

Isnende kulde - blødende sjæl!

Angsten er stadig at miste!

Jeg burde ha' talt om de sårende slag, med dem jeg har kær.

I stedet valgte jeg rollen som den tavse, der klarer det hele.

Måske, hvis i lytter baglæns fra, kan i høre, jeg står her og hvisker!

​

Lisbeth 1998