Hjertesten

​

Jeg mærker den velkendte kulde, der går gennem marv og ben

en følelse af svigt og savn, fryser atter mit hjerte til sten.

Jeg havde fundet en ven, der fortalte, med smukke og søde ord,

"Jeg vil altid være her for dig, så du atter på livet tror."

​

Vi snakkede, grinede, pjattede, og tankerne de tog flugt,

jeg glemte næsten de sorger, der har knust mit hjerte og slugt

lysten til at leve - for jeg havde glemt hvordan, man bar' sig ad

med at se de positive sider, ja med hvordan man var glad.

​

Min ven var en ven fra cyber, som jeg aldrig rigtig har mødt,

trods det, så kunne vi hygge os, med emails, på chatten i rødt.

Et kort med et smil, og et med et knus, og et med en kærlig tanke,

kunne få selv det allermest stenede hjerte til at banke.

​

Nu hører jeg intet, får ingen svar, og jeg har svært ved at fatte,

hvad er der dog sket? Hvorfor? Vil du ikke længere pjatte?

Jeg mærker den velkendte kulde, der går mellem marv og ben

en følelse af svigt og savn, fryser atter mit hjerte til sten.

​

Lisbeth 2003