Distriktspsykiatri.

 

Han står på gaden og rokker og taler højt med sig selv
han fingre i ørerne propper og håret er fuld af skæl.

Hans sko er trådt helt skæve og tøjet er temmelig slidt.
det viltre skæg kan ej skjule, hans ansigt er møj-beskidt.

​

Han prøver at hindre stemmerne i at nå hans hjerne,
men stemmer er ikke bare sådan lige at fjerne.

I takt med at stemmerne råber, rokker han bare vildt.
Stirrer forvildet rundt på dem, der hastigt passerer forbi.

​

Han kendes af næsten alle, i næsten hver eneste by
han er barn af det, som med ord kaldes distrikspsykiatri.

Det sker, at han går på gaden og med sig bærer en kniv,
til forsvar mod alle væsner, stråler og angstens fobi.

​

Hvad laver han dog der alene rundt på gader og stræder?
En beskyttelse af ham ville uden tvivl være bedre.

Hvor skal han være, når hjemmet er fyldt med poser, aviser og mider?
Og det der med at få ryddet op, hvisker stemmerne, han ikke gider.

​

En stakkels mand, der pines og plages af samfundets rådne regler.
Er man psykisk syg, så kommer distrikssygeplejen og mægler.

I Danmark skal man bo for sig selv, for det er bestemt politisk,
men det gør ikke, at man som borger ikke har lov at vær’ kritisk!

Lisbeth 2007