Vores søn nærmede sig knallertalderen, og ønsket om en knallert blev indfriet med et luksusmonster af slagsen.

Godt nok brugt, men med et metallisk prangende udseende.

Model Honda - som en hel motorcykel.

​

Julelysene skinnede i hans øjne, da han stolt sad på dyret. Her var

drømmeknallerten.Dyret blev pudset og poleret og skinnede som en hel lille sol. – der var dog et lille problem:

Knallerten gad absolut IKKE tage imod gas og kørte i næsten bedstemor-fart ned ad vejen under afprøvningen.

​

Et lille problem jo jo – ”men det fikser vi”!

​

Juledagene gik med at rode med dyret. Der blev skruet, drejet, skilt ad og

samlet – men uagtet hvad – Hondaen nægtede at køre i andet tempo.

Således skuffet og temmelig kold pga snevejr gik den jul.

​

Efter julen blev knallerten bragt til den ”rigtige” ekspert. En hel lang uge så kom den tilbage og knægten skulle nu bruge den til at køre

i skole på.

​

Her hvor vi bor, er vi så heldige at have et stisystem de 5 km til skolen. –

Drengen vinker farvel og kører ud ad indkørslen med et stolt smil om munden. Da han kommer hjem igen, er smilet blevet noget mindre og han udbryder: ”Er du klar over, hvor pinligt det er, at blive overhalet af cyklisterne mor!”

​

Behøver jeg fortælle, at den fine knallert blev skrottet og der blev indkøbt en ganske almindelig velo.