Buksetrolde.
Buksetrolden Thilde
Går tur med lille Vilde.
Men skovbunden er fuld af sten,
og græsset flænser deres ben.
Fra sårene det bløder
på deres troldefødder.
Lille Vilde tøver.
Nyser, så det støver.
For begge ben er som cement,
at flytte dem er ikke nemt.
Hun tørrer næsen med sin hånd
så snot og støv, det laver bånd.
Vilde har trukket det længste strå
og en fluesvamp her i rabatten.
sætter sig nu på sin troldetå
og stikker huller i hatten.
Pollenstøv og svampesporer
lægger en sky om tuens beboere.
Thilde, hun er nået op
på kæmpebjergets kæmpe top.
Hun råber højt, ”Havd drikker Møller?”
og svaret kommer ”øller, øller”
Så griner hun sit troldegrin,
der mest består af hyl og hvin.
Hun ruller sig i visne blade
og er straks klar til mer’ ballade,
da skyggen rammer hendes krop.
Forskrækket kigger hun nu op.
Med åbne kæber – næsedamp
gør tissemyren klar til kamp.
Med røde øjne, frådende kæber
står han der, og bøvser og ræber.
”Hvad ser jeg?” hvisler han, mens han glor,
”En troldecyvette til mit middagsbord.”
Den sakseformede klo er helt bøjet,
Han sigter på Thilde – er velfornøjet.
Han rager ud med takket klo.
Men synet får ham til at glo,
han klipper huller i luften,
Thilde er som forduftet.
Den fangst, han var så sikker på
var vist nok temmelig let på tå.
Thilde mærker, at hjertet banker
sveden pipler, de værste tanker,
gør troldehalen stiv af skræk.
Thilde ved, hun skal komme væk.
Et kæmpestort rødbrunt egeblad
kan bruges som slæde, og Thilde er glad.
Farten er høj, bladene fyger.
Nedad og væk fra en væmmelig myre.
Brombærkrattets torne flår
en kæmpeluns af buksens lår.
Buske og grene tilbage står
med totter af Thildes troldehår.
Så er hun nede, for foden af bakken.
Vilde blev grebet i farten – i nakken.
Fortumlet og øre en græstot de rammer,
hurtigt gi’r de hinanden en krammer
skynder sig hjem, og Thilde erklærer:
”Sig ikke noget, for så bli’r det værre.”
Men troldemor ved god besked.
om alt – ja selv en hemmelighed.
Hun råber så højt, at højen den ryster.
Hænderne med vorter og knyster
knipser med fingre, så gnisterne sprænger
og edderkoppespindene dingler.
Panden er rynket, øjnene lyner,
spruttende tørrer hun sig på sin tryne,
mumler de ord, der er trolde forundt,
og vinden drejer 3 gange rundt,
med halen rammer den pigernes kinder,
hyler af grin, hvorpå den forsvinder.
Så falder troldemor til ro,
henter et fad og en svamp med sin klo.
Skurer med månestråler og fløde
til pigerne er lyserøde.
Hun retter langsomt sin knortrede krop,
smiler tilfreds: ”Nu er det nok.”
Bagefter får de troldedrik,
serveret i en skål af blik
og bøgestegte stjerneskud,
mens solen ringer natten ud,
til himlens nuancer – en fryd for hvert øje
snorker troldepigerne i hver sin køje.
Lisbeth 2015