Arresø.

​

Nattergalen fløjter sine triller,
Arresøen står så fin og blank.
På min cykeltur, naturen spiller.
Ser, at solens sidste stråler sank.

​

Glimter som krystaller over vandet,
brydes af en bølge hist og her.
Sivet spejler sig, bli’r brugt blandt andet
til de fine stråtag, som du ser.

​

Landsbykirken strækker hvide arme.
Kirkeklokken bimler solen ned.
Man bli’r ramt af en idyllisk charme,
trækker vejret dybt og mærker fred.

​

Markerne, som grænser ned til vandet,
bærer rugen med de tunge aks.
Bølger hid og did i bakkelandet.
Havrens klokkespil, man hører straks.

​

Køer græsser mellem eng og kløver
tygger dovent drøv, imens de glor.
Alle dufte, nærmest mig bedøver,
forelsket i det sted, her hvor jeg bor.

​

Pludselig så vækkes jeg af drømmen
af et skingert og uhyg’ligt skrig.
Duehøgen følger vindens strømme
med et minimum af energi.

​

Aftentur i sommersolens varme
åbner sanser og velsignet fred
nyde af naturen rige charme.
Arresø, vidunderlige sted.

​

Lisbeth 2010