top of page

01.02.08.

 

Vi vågner tidligt. Allerede kl 7 er vi oppe og klar til morgenmad og afgang. Flyet til Puket afgår kl 10.40, så der er god tid til morgenmaden og en smøg ude på gaden. Vi køres til lufthavnen af en taxi. Det går smertefrit med indtjekningen og snart befinder vi os i den store afgangshal.

 

Flyet er stort. Det er Thai Air Wayes, der flyver, og det er næsten samme luksus som med SAS. Der serveres lidt drikke og det tager ca 1½ time, så er vi landet på den grønne ø.

Vi finder vej til taxien, der skal hente os, og køre os til hotellet i Siam national Park.. Chaufføren briller straks med at slå en fladskærm ned fra loftet i den fede øse. Musikvideo og underligt nok ikke en turistfilm om Puket.

Trafikken i Puket er ikke så heftig som i Bangkok, men stadig som en køretur til København. Der er endnu flere motorcykler her. Faktisk så mange, at vi aldrig har set noget lignende før.

 

Vi tjekker ind på vores hotel for de næste 16 dage. Hotellet er i forskellige niveauer og med mange trapper. Fra værelset har vi udsigt over havet og en ø. Thomas døjer lidt med hovedpine og blæreproblemer, så han vil hvile sig, imens Jens og jeg går en tur.

 

Vi går ned til havet, og her kommer den første overraskelse. En strand uden vand!! Hmmm. Ligner umiskendeligt et mudderhul. Vi kan dog længere henne se en fin sandstrand så langt øjet rækker.

Herefter går vi op til poolområdet. Det er varmt, og vi er de eneste, der er her. Fra nogle store figurer strømmer vandet ud i poolen og der er liggestole og små badehuse, man kan finde skygge i.

 

Jeg bestiller en karryret, mens Jens og Thomas bestiller kylling. Efter en rum ventetid, bringes maden til vores bord. Karryretten er brændende varm og det skyldes IKKE kogningen. Der skal vand til. Masser af vand.

Mens vi sidder og spiser, bevæger der sig små flylignende genstande over himlen. De kommer som perler på en snor. Vi snakker om, at der er meget flytrafik, indtil Thomas endelig kommer i tanke om, at det er papirdrager med plads til lys i midten, som man sender op. Flot ser det ud.

Da middagen er nydt, går vi tilbage til vores værelser. Det myldre med gekkoer i alle størrelser, og de er klamme at se på.

Der lyder en infam støj, og vores nysgerrighed byder os at gå ud på balkonen og kigge.

 

Her går 2 fyre rundt, mens de sender en massiv giftsky ind over haveområdet, og vi forsvinder skyndsomt ind på værelset igen.

© Copyright
bottom of page